Iværksætter bag pletfrie skjorter: »Der var nogle ting, der gik rimeligt meget amok«

Dansk iværksætter bag lugt- og pletfrie skjorter fik en flyvende start med en investering fra Tommy Ahlers i et TV-program. Et år efter er forretningen nu vokset fra at have hjemme i en lejlighed til at have base i Amsterdam med en omsætning på 18 mio. kr. og 12 ansatte.

Danske Kasper Brandi Petersen har sammen med sin hollandske kæreste Lotte Vink udviklet en skjorte, som man kan spilde rødvin og ketchup på, uden at det sætter pletter. Skjorten er samtidig lugtfri.

 Morten Jasper / Journalist

Danske Kasper Brandi Petersen har sammen med sin hollandske kæreste Lotte Vink udviklet en skjorte, som er lugt- og pletfri.

LABFRESH med kontor i Amsterdam fik en flyvende start sidste år, da den nuværende forskningsminister og tidligere investor Tommy Ahlers i TV-programmet »Løvens Hule« på DR investerede 600.000 kr. i virksomheden.

Siden da har de to iværksættere ikke set sig tilbage.

»Der var nogle ting, der gik rimeligt meget amok og gjorde 2018 til et vildt år for os,« siger Kasper Brandi Petersen.

To andre investorer kom til i 2018 med sammenlagt 1,1 mio. kr.

LABFRESHs kampagner, hvor man bl.a. ser rødvin blive hældt på en hvid skjorte uden at lave pletter, gik viralt og blev set op til en million gange.

'Der var nogle ting, der gik rimeligt meget amok og gjorde 2018 til et vildt år for os'

Kasper Brandi Petersen, LABFRESH stifter

Ved at anvende en række teknologier, der i dag er mest benyttet i sportstøj, har iværksættervirksomheden skabt et tøjmærke, der er i stand til at holde sig lugt- og pletfri.

LABFRESH har derfor forladt den lejlighed, som Kasper Brandi Petersen og Lotte Vink arbejdede ud fra for et år siden, og har nu eget kontor med 12 fuldtidsansatte i den hollandske hovedstad. Omsætningen strøg ligeledes i vejret til 19 mio. kr. i 2018 mod 2,5 mio. kr. året før. Samtidig rejste Labfresh fire mio. kr. gennem crowdfunding i 2018 på de to onlineplatforme Kickstarter og Indiegogo.

»Vi vil gerne ramme et segment af mænd, der går i skjorte hver dag, rejser meget og har et godt job,« siger Kasper Brandi Petersen om målgruppen.

98 lande

Labfresh har fra dag ét været fokuseret på det internationale marked.

»I stedet for at fokusere på 500.000 mænd i Danmark har vi fra begyndelsen satset på at nå ud til 500.000 mænd i 18 lande med betalte kampagner,« siger han.

Det har ifølge Kasper Brandi Petersen været en succes, da de er kommet bredt ud og blevet en international virksomhed med kunder i 98 lande. Men det er dog ikke kun lykken at være så bredt repræsenteret på kloden, når der skal sendes skjorter til Trinidad og Tobago, Surinam, Maldiverne og Fransk Guyana.

»Det er faktisk ret svært at sende pakker til den slags lande. Det kan hurtigt koste over 1.000 kr.,« siger Kasper Brandi Petersen.

Samtidig er der flere af landene, hvor logistikken udfordrer. Eksempelvis har Labfresh mistet mange pakker i Rusland. Derfor bliver opgaven i 2019 at fokusere på en mindre stribe kernemarkeder, som primært bliver i EU og USA.

Mere forskning

Den unge virksomhed har nu nået et stadie, hvor den vil trække flere kerneopgaver hjem til sig. I dag har Labfresh samarbejder med eksterne partnere om at udvikle de helt særlige stoffer og tråde, som bruges i tøjet. Men de vil gerne selv bestemme tempoet og satser derfor på at stå for mere udvikling og forskning selv.

»Vi forsøger at drive virksomheden som en softwarevirksomhed, der hele tider laver nye opdateringer. Vi vil hele tiden lægge nye lag på vores produkter,« siger Kasper Brandi Petersen.

Den ambition har fået mere næring af, at virksomheden har modtaget et stipendium fra MIT (Massachusetts Institute of Technology), der er et af verdens mest kendte universiteter. Udgangspunktet er, at de skal finde frem til en ny metode til at manipulere fibrene i bomuld.

Ikke et traditionelt modebrand

Kasper Brandi Petersen gør meget ud af at fortælle, at Labfresh ikke er et traditionelt modebrand.

»Vi skal ikke til Copenhagen Fashion Week. Vi skal ikke give influencers penge for at gå i vores tøj og tage billeder af vores skjorter. Det er ikke noget for os,« slår han fast.

»Vi ser i stedet op til brands som Tesla eller Warby Parker (amerikansk brillebrand, red.). Det er brands, hvor produktet og funktionaliteten er i fokus,« siger han.

En undersøgelse blandt 2.500 af virksomhedens kunder peger på, at kunderne i snit går med skjorterne i tre og en halv dag og i nogle tilfælde helt op til en uge, hvilket glæder Kasper Brandi Petersen

»Det med at kaste rødvin på skjorten er jo bare en lille ting. Det, der er vigtigst, er, at den ikke lugter, og du kan gå i den i længere tid, uden at du skal vaske den.«

Kilde: Berlingske